En 28-årig mand er onsdag aften blevet varetægtsfængslet frem til 16. december for vold mod en billetkontrollør, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden var i et tog på vej mod Ringsted, da han blev mødt af en billetkontrollør. Billetkontrolløren fik angiveligt tre til fire slag i ansigtet, da han havde bedt den 28-årige mand om at vise billet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Herefter slog billetkontrolløren alarm. Den 28-årige mand blev anholdt, da toget ankom til Ringsted. Manden blev onsdag stillet for grundlovsforhør og er blevet varetægtsfængslet frem til 16. december.
Den 28-årige var allerede to gange tidligere på dagen blevet anmeldt. Den første gang var for et »voldeligt optrin«, siger Boy Rasmussen, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi. Manden havde angiveligt kastet rundt med møbler i Sandholmlejren, hvor han bor. Senere samme dag var han blevet anmeldt for mistanke om butikstyveri, hvor han havde truet med kniv for at komme væk.
ritzau
fortsæt med at læse




























