Socialdemokratierne i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Tyskland har for første gang i årtier sat sig på regeringsmagten alle steder, men i forhold til storhedstiden står de ikke så stærkt: Venstrefløjspartier har nu større tilslutning og indledt et samarbejde om at få mere indflydelse og undgå rollen som socialdemokratiernes dørmåtte.
Herhjemme erklærer Enhedslisten sig fuld af beundring over det skarpe magtspil, som Vänsterpartiet i Sverige gennem de seneste måneder har kørt over for de svenske socialdemokrater. Parolen fra Vänsterpartiets leder, Nooshi Dadgostar, er, at partiet ikke længere vil finde sig i at optræde som »dørmåtte« for Socialdemokraterna. I sommer stemte det svenske venstrefløjsparti for et mistillidsvotum mod den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, og i denne uge tog partiet sig dyrt betalt i form af en stor pensionsaftale til de dårligst stillede svenske pensionister for at acceptere Magdalena Andersson (S) som statsminister.




























