Der mangler hænder i ældreplejen. Flere kommuner er gået i nødberedskab og prioriterer livsnødvendige opgaver.

»Fuldstændig uacceptabelt«: Ældre Sagen i oprør over nødplaner

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Lyt til artiklen

Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup, kalder det »fuldstændig uacceptabelt«, at der bliver skåret i hjælpen i ældresektoren, der i årevis har oplevet mangel på hænder.

»Vi skal tænke på, at det er de allermest svækkede ældre, der bliver visiteret til hjælpen, siger han.

Hans melding kommer oven på nyheden om, at mindst syv kommuner er så presset i hjemmeplejen, at de skærer i hjælpen den kommende tid. Blandt andet til rengøring og personlig pleje.

Det skriver DR, som har talt med kommunerne Helsingør, Ringsted, Kalundborg, Sorø, Lolland, Gladsaxe og Haderslev.

Ældrepleje i problemer: Flere kommuner går i nødberedskab

Bjarne Hastrup fortæller, at det, at man skærer i rengøring, eksempelvis kan føre til, at ældre borgere føler, at deres hjem bliver »en svinesti«.

»Så tør de ikke invitere gæster. Så bliver de endnu mere en isolerede. Og så får vi de her meget voldsomme ensomhedsproblemer, der kan føre til depression. Så skal vi virkelig i gang med en behandling i stedet for en pleje, og det er meget dyrere«, siger Bjarne Hastrup.

Ældre Sagen kalder det et svigt, at regeringen alene har lovet en milliard kroner til regionerne og ikke fulgt op med et tilsvarende beløb til kommunerne.

Det gør, ifølge Bjarne Hastrup, at de pressede hospitaler kan ende med at tage hænder fra det kommunale plejeområde, som på den måde vil svækkes yderligere.

40 ledige stillinger

Ifølge Benedikte Kiær (K), der er borgmester i Helsingør Kommune, er området presset på grund af generelt for få hænder, og fordi flere opgaver flytter fra hospitaler og ud i kommunerne. Også corona gør situationen ekstra vanskelig.

Helsingør Kommune skærer i hjælpen, så den kun kan tilbyde livsnødvendig pleje.

»Det kan være praktisk hjælp som rengøring og oprydning i hjemmet, som vi må prioritere væk. Det kan også være nogle af de personlige hygiejneting, som vi må udskyde eller springe over. For eksempel at man i stedet for flere bade om ugen kun kan få et«, siger hun til Ritzau.

Helsingør Kommune har ifølge borgmesteren fået påbud fra Arbejdstilsynet, som gør, at der skal prioriteres mere, da forholdene i ældreplejen ellers er for hårde for de ansatte.

Ifølge borgmesteren er der afsat penge til både flere faste medarbejdere og vikarer. Men kommunen kan hverken rekruttere nok eller skaffe de fornødne vikarer til at dække ind, fortæller Benedikte Kiær.

»Det er en meget ulykkelig situation, og det er ikke en situation, vi står alene med«, siger Benedikte Kiær. Ifølge hende er der 10-11 kommuner i samme situation.

Før sommeren »så det godt ud« i kommunen, mener borgmesteren. Dengang var der 16 ubesatte stillinger i ældreplejen. Nu er det tal vokset til 40.

Borgmesteren mener, at der er behov for en reform, som gør det nemmere for kommuner at planlægge samarbejde om borgere, der udskrives fra sygehusene. Det kræver, at der følger flere penge med.

»Vi har råbt og skreget efter en reform af det nære sundhedsvæsen. Nu viser det, at når man ikke får den, brænder det på, når man bliver presset af flere faktorer, siger Benedikte Kiær.

Også TV 2 Lorry har talt med flere kommuner, der alle oplever et stort pres på ældreområdet.

Hvidovre Kommune og Hørsholm Kommune siger til regionalmediet, at de er udfordret, når det kommer til at have nok medarbejdere. De er dog ikke er gået i nødberedskab.

Brøndby Kommune ’genkender at være presset på personale både i hjemmeplejen og i sygeplejen’, oplyser den til TV 2 Lorry.

Også påbud i Furesø

Politiken beskrev også tidligere i år, at flere nordsjællandske kommuner akut mangler sosu-assistenter.

Akut sosu-mangel rammer ældre i Nordsjælland

I Furesø Kommune fik en afdeling af hjemmeplejen i august et decideret påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der foretog et tilsyn, fordi en tidligere medarbejder slog alarm. I advarslen til kommunen kan man læse, at »rekrutteringsproblemer« fører til brug af eksterne vikarer, der ikke har adgang til den omsorgsjournal, som giver det nødvendige indblik i den ældre borgers behov for hjælp. Det udgør sammen med andre kritikpunkter »en betydelig risiko for, at der ikke i plejeenheden ydes hjælp, omsorg og pleje af den fornødne kvalitet«, konkluderer styrelsen.

Også Lyngby-Taarbæk Kommune har problemer. Her konkluderede en tilsynsrapport fra revisionsvirksomheden BDO, at problemer med rekruttering medvirker til »betydelige udfordringer«. Aftenvagten er ramt af »utilstrækkelige forhold og væsentlige mangler«, fremgår det af rapporten, der bygger på blandt andet interviews med flere ældre borgere. For eksempel beretter et ægtepar, at de bliver »utrygge«, når de ikke ved, hvem der kommer, og at de i nogle situationer har besluttet, »at de bare tager et stykke frugt til aftensmad, da de ikke magter at sætte vikaren ind i, hvordan maden skal opvarmes«.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her