»Vi vil give en status på det største skift i vaccinationsindsatsen under epidemien«, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på en pressebriefing mandag morgen.
Til stede på pressebriefingen er desuden sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner Erik Jylling og Peter Reistad, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i hovedstaden.
Søren Brostrøm meddeler også, at man ikke længere skal vente på invitation i e-boks.
»På dag 140 kan man gå ind på vacciner.dk og bestiller en tid«, siger Søren Brostrøm.
Nogle steder vil det også være muligt at få en vaccination uden tidsbestilling.
Praktiserende læger vaccinerer også
I Praktiserende Lægers Organisation er man glade for, at de praktiserende læger kan være med til at vaccinere mod covid-19.
Det siger formand for PLO i hovedstaden Peter Reistad.
»Cirka to tredjedele af praktiserende klinikker deltager i vaccinationsindsatsen«.
PLO satser desuden på, at endnu flere praktiserende læger vil tilslutte sig indsatsen.
»1.100 lægeklinikker vaccinerer nu mod covid-19«.
»Det betyder, at der for langt de fleste vil være en læge i nærheden, der vaccinerer mod covid-19«.
»Det bliver noget værre bøvl«
»Det er en kæmpe øvelse for regionerne at opskalere vaccinationsindsatsen«, siger sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner Erik Jylling.
»Vores it- og planlægningssystemer vil blive presset til det yderste«.
Han advarer om, at man kan opleve ventetid til at booke tid til vaccination.
Myndighederne har dog alligevel vurderet, at det var hensigtsmæssigt at invitere så mange på en gang.
»Det bliver noget værre bøvl. Den bedste association er nok julehandlen med voldsom trængsel og alarm«, siger han.
Behov for vaccinationshjælp
Danske Regioner opfordrer personer, der har mulighed for det, til at melde sig til at hjælpe med vaccinationsindsatsen.
»Jeg appellerer egentlig til en meget bred del af befolkningen«, siger Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Region Hovedstaden.
Man skal altså ikke have en sundhedsfaglig baggrund for at vaccinere borgerne.
Søren Brostrøm understreger, at alle vaccinationer foregår under ansvar af en læge, og at man kan være tryg, selv om det ikke er en læge, der udfører vaccination.
Ingen plan om at fremrykke tredje stik for yngre
Sundhedsmyndighederne har på nuværende tidspunkt ikke planer om at fremrykke tredje stik for personer i alderen 18 til 39 år.
Det siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
Han siger, at det skyldes, at det primært er personer over 40 år, der har risiko for at blive alvorligt syge med covid-19.
Sundhedsmyndighederne vil dog vurdere løbende, om tredje stik skal rykkes frem for andre aldersgrupper.
Opdateres
Ritzau
fortsæt med at læse




























