Den første, jeg var forelsket i, var Gunnar. Jeg må have været fem år, og Gunnar var otte. Han boede oppe på anden sal til venstre og kom tit ned for at lege med min storebror. Det gik længe hyggeligt, men pludselig blev Gunnar vred over et eller andet og gik resolut op til sig selv igen. Hvad blev han sur over?
Det mente jeg at vide, man var for eksempel kommet til at slå ham med aviskøllen på venstre arm, der var altid en god grund til hans vrede. Jeg holdt jo med ham. Hans far var købmand på Nørrebro, og vi købte ofte kaffe hos familien.
