Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Rumfartsselskabet SpaceX, der ejes af Elon Musk, steg igen mandag på aktiemarkedet efter debuten fredag. Det stod klart efter børsluk i USA.

SpaceX stiger med 20 procent og er nu 2.500 milliarder dollar værd

Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Første handelsdag på børsen i New York endte fredag som en succes for SpaceX, og kursen fortsatte mandag for Elon Musks rumfartsselskab.

SpaceX-aktien steg på sin anden handelsdag med 19,6 procent til kurs 192,50 dollar.

Det stod klart efter børsluk i USA mandag aften dansk tid.

Den oprindelige udbudspris lød på 135 dollar, men en heftig debut på den amerikanske børs har sendt aktien i vejret.

Fredag, som var selskabets første handelsdag på det amerikanske aktiemarked, lukkede SpaceX også med en stigning på knap 20 procent.

Planen var at rejse 75 milliarder dollar med børsnoteringen, allerede fredag endte summen på 85 milliarder dollar, skriver finansmediet MarketWire.

Med aktiestigningerne lyder den samlede værdi af SpaceX på omkring 2.500 milliarder dollar, det svarer til over 16.000 milliarder danske kroner.

Sjettemest værdifulde selskab

Børsnoteringen af SpaceX er den største i historien. Den største børsdebut indtil nu stod olieselskabet Saudi Aramco for i 2019. Børsnoteringen indbragte dengang selskabet 29,4 milliarder dollar.

Med børsnoteringen placerer SpaceX sig samtidig blandt de seks største virksomheder målt på børsværdi på det globale aktiemarked.

Selskabet er kun overgået af Nvidia, Apple, Microsoft, Amazon og Alphabet, som står bag Google.

SpaceX blev grundlagt i 2002 af Elon Musk, som også er topchef i virksomheden, og har været med til hundredvis af raketopsendelser.

Selskabet er blandt andet blevet den amerikanske rumadministration Nasas største partner, når det kommer til opsendelser.

Størstedelen af omsætningen kommer dog fra Starlink, som er SpaceX’ omfattende netværk af internetsatellitter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her