Fra mine forældre har jeg arvet evnen til at lukke ned, blive passiv og fraværende. Det klæber til mig som en skygge. Det er min tvangsarv, som jeg gerne ville have været foruden. Sådan skriver journalist Jens Rebensdorff i debatserien ’Arvingerne’.
Det er ikke for ingenting, at en ven engang kaldte mig teflondrengen
De tomme patronhylstre og sløjfen af halm lå i mange år i en kuvert i en kasse med påskriften »Til Erindring om 5-5-1945«. Ingen forklarede, hvad det var, hvad det betød, eller hvem det havde tilhørt. Først da jeg begyndte at skrive min bog 'Fortielsen' fandt jeg ud af sammenhængen. Kollage: Mads D'Alterio Djervig. Originalfoto: Privatfoto
Lyt til artiklen
Henter...
En gang vidste jeg kun fem ting om min biologiske far: Han var glødende socialist. Han var værkfører på cementfabrikken i Manizales i Colombia. Han hed Rolando. Han var god til at danse og havde en karakteristisk latter. Det var alt, hvad min mor nødtvungent havde fortalt om ham, og jeg spurgte aldrig ind til deres relation eller til, hvorfor jeg var mørkere i huden end mine kammerater. Jeg turde ikke.
Min opvækstfar havde et ar i ansigtet. Han fortiede sandheden og fortalte, at arret stammede fra et hestespark, da han var dreng. Da jeg fandt ud af, at det var et operationsar, efter at han var blevet såret ved østfronten som en del af Frikorps Danmark under Anden Verdenskrig, spurgte jeg ikke ind til det. Jeg turde ikke.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
