Overlæge ser klart bevis for vacciners effektivitet, når man ser nærmere på intensivindlagtes vaccinestatus.

Ikkevaccinerede fylder uforholdsmæssigt meget på intensiv

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Langt de fleste – 77,2 procent af befolkningen – har fået to vaccinestik mod coronavirus. Men på intensivafdelingerne er det de ikkevaccinerede coronapatienter, der fylder. Ikkevaccinerede udgør cirka halvdelen af de indlagte coronapatienter. Det fremgår af en rapport fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

Her har man set på 219 patienter med covid-19, der blev indlagt på intensivafsnit i perioden fra 1. november til 15. december 2021. De ikkevaccinerede patienter på intensivafdelingerne var i gennemsnit 18 år yngre og havde færre kroniske sygdomme end de vaccinerede indlagte.

Overlæge Nicolai Haase fra Rigshospitalets intensivafdeling siger til Berlingske, at det er et klart bevis på vaccinernes effekt.

»Vi ved, at jo ældre man er, jo større er risikoen for et svært sygdomsforløb. Alligevel fylder de yngre uvaccinerede meget inde på intensivafdelingen. Det er jo et klokkeklart bevis på, at vaccinerne har en beskyttende effekt«, siger han til mediet.

Kun få på intensiv efter tredje stik

Rapporten viser også, at kun få patienter har været indlagt på intensivafdelinger efter deres tredje vaccinestik. Det kan dog hænge sammen med, at det endnu var et begrænset antal personer, der i perioden havde modtaget boosterstikket.

Rapporten siger ikke noget om, hvorvidt smitte med omikronvarianten oftere fører til alvorlig sygdom og indlæggelse på intensiv sammenlignet med deltavarianten.

»Man kan ikke ud fra denne rapport udtale sig om effekten af omikronvarianten på intensivindlæggelser, fordi der er forsinkelse fra smitte til udvikling af kritisk sygdom«, hedder det i rapporten.

Flere ledige pladser på intensiv

Endelig slår rapporten fast, at der 20. december var 59 ledige sengepladser. Det er en stigning fra 6. december, hvor der blot var ti frie intensivpladser.

Det er godt nyt, lyder der fra Anders Perner, overlæge og professor på Rigshospitalets intensivafdeling.

»Det giver os tid til at reagere, hvis der de kommende dage eller uger skulle komme mange ekstra coronapatienter med behov for intensivbehandling«, siger han til Ritzau.

Torsdag er 72 personer med covid-19 indlagt på intensivafdelingerne. Det er en stigning på seks det seneste døgn.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her