En husejer er blevet tjekket for røgforgiftning, efter at afskudt fyrværkeri antændte brand i boligen.

Afskudt fyrværkeri brænder hus ned til grunden

Lyt til artiklen

En bunke afskudt fyrværkeri satte nytårsnat ild til et hus på Middelbanke i Skagen. Huset er brændt ned til grunden, men ingen er kommet til skade.

Det fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi lørdag morgen.

»Familien havde skudt nytåret ind. Da de var færdige, ryddede de op efter deres batterier og samlede dem i en bunke i carporten. Efter godt en time opstod der brand i det afskudte fyrværkeri, fordi der nok har været gløder«.

»Det fik fat i træet i carporten og siden huset, og det ender med, at hele huset brænder ned«, siger vagtchefen.

Familien nåede ud af huset i tide. Ejeren af huset blev tjekket kort af en ambulance for tegn på røgforgiftning.

Branden tikkede ind hos alarmcentralen klokken 01.17, og fire timer efter er slukningsarbejdet stadig i gang, siger vagtchefen.

Branden er dog så meget under kontrol lørdag morgen, at den ikke skaber store gener for beboere i området.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her