Dronningens nærmeste familie har fredag aften fejret hende på Amalienborg, hvor de overraskede med middag.

Dronning Margrethe blev overrasket med middag på jubilæumsdag

Foto: Keld Navntoft/Kongehuset
Foto: Keld Navntoft/Kongehuset
Lyt til artiklen

Dronning Margrethe er fredag aften blevet overrasket af den nærmeste familie med en middag på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum, oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

Ved middagen deltog prinsesse Benedikte, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim, prinsesse Marie og dronningens otte børnebørn. Dronning Margrethes anden søster, eksdronning Anne-Marie, skulle også have deltaget i fredagens fejring. Men da hendes mand, ekskonge Konstantin af Grækenland, er smittet med coronavirus, kunne hun ikke deltage.

Kongehuset oplyser, at der ved middagen blev spist med Flora Danica-stellet, der er det mest kostbare danske spisestel. Det har ikke været brugt siden dronning Margrethes mor, dronning Ingrid, fyldte 80 år i 1990. Det fortælles, at det oprindelige stel var tænkt som en diplomatisk gave fra Christian VII til kejserinde Katarina II af Rusland. Men da kejserinden døde i 1796, inden stellet var færdigt, beholdt kongen det i stedet selv.

Dronning Margrethes jubilæumsdag har på grund af coronavirus langtfra været som planlagt. Fejringen blev holdt i mere formelle rammer med statsråd og ceremoni på Christiansborg i København. Det skete, efter at en lang række arrangementer er blevet aflyst eller udskudt på grund af risiko for spredning af coronavirus. De vil i stedet finde sted den 10. og 11. september.

Dronningen vil fortsætte som overhoved resten af sine dage

Det bliver dog næppe til et 60-års regeringsjubilæum. I et tidligere interview fra 2020 udtalte dronningen, at hun ikke troede på, at hun endnu havde 10 år foran sig. Det er en holdning, som hun stadig holder fast i, fortæller hun i et interview med B.T., men hun understreger samtidig, at hun fortsat har det »vældig godt«.

Dronningen afviser dog over for B.T., at hun har planer om at abdicere og gøre plads for kronprins Frederik:

»Det har været en glæde for mig at have min gerning – dette job, som jeg regner med at blive siddende i, så længe jeg lever«.

Muligheden for at kunne tjene sit land har hun altid set som det væsentligste. Men hun fortæller også, at hun føler sig overbevist om, at kronprins Frederik vil være klar til at tage over, når den tid kommer.

»Han kommer til at gøre det anderledes, helt sikkert, men sådan skal det også være, når generation følger generation, og en mand følger efter en kvinde«, siger hun til B.T.

Hun har ikke tænkt sig at lægge en plan for sin søn, som han skal følge, når han overtager tronen, men håber i stedet at lade det komme lige så stille til ham. Der skal ikke være en opskrift. I stedet mener dronningen, at man skal have tillid til sin familie. Det er hendes overbevisning, at kronprinsen slipper for at blive sammenlignet for meget med hende selv – netop fordi han har et andet køn.

Hun tør dog ikke gætte på, hvordan kronprinsen helt konkret vil tilgå opgaven som royalt overhoved på en anderledes måde. I stedet opfordrer hun til, at man venter og ser.

I interviewet ser hun blandt andet tilbage på store begivenheder i sit liv, men hun håber også, at hun kan fortsætte med at se sin familie vokse i de kommende år, fortæller hun i jubilæumsinterviewet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her