Alle husker en spruttende Kristen Poulsgaard, der med rullende r’er og i stærke stød råbte »Kristian, Kristian, Kristian Thulesen Dahl og og og ...«, efterfulgt af et »Tøsedrenge!« på Fremskridtspartiets legendariske landsmøde i Aarhus i 1995.
Det var kulminationen på et politisk sammenbrud en søndag i Aarhus i de første dage af oktober det år. Jeg ved det, for jeg var der og sad på første række, da Poulsgaard, der i dag er 86 og stadig bor i Vemb, gik på talerstolen. På det tidspunkt troede man ellers, at der ikke var mere luft i partiet, men det var der i Poulsgaard, da han indtog talerstolen i det, han selv kaldte nødværge og leverede sin i dag ikoniske sætning om Thulesen Dahl og ham, der ikke blev nævnt, Peter Skaarup. Tøsedrengene.


























