Lækagesagen i de danske efterretningstjenester er håndteret helt forkert, mener tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (S), som frygter, at regeringen vil tørre ansvaret af på embedsværket. To ministre afviser kritikken.

Lars Løkke: Det minder om nogle mekanismer, vi også har set i minksagen

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at regeringen har alvorligt fejlhåndteret skandalen i de danske efterretningstjenester. Og nu forsøger regeringen at lægge afstand til lækagesagen i et muligt forsøg på at »tørre« ansvaret af på embedsværket.

Kritikken faldt over en halv time i P1-programmet ’Slotsholmen’ torsdag, hvor den tidligere statsminister flere gange understregede, at han måtte vare sine ord for ikke selv at blive sigtet efter straffelovens alvorlige paragraf 109.

Fem personer er allerede blevet sigtet for alvorlig brud på tavshedspligten, heriblandt Claus Hjort Frederiksen (V) og den fængslede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen.

Ifølge Lars Løkke har skiftende regeringer håndteret kontrollen med efterretningstjenesten »klogt, rigtigt og i øvrigt også parlamentarisk forankret«.

Men alt gik galt, da forsvarsminister Trine Bramsen (S) – ifølge Løkke – spillede dummere, end hun var, og hjemsendte hele ledelsen i FE på baggrund af bekymringer fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

»Og så kommer der et enormt sceneskift ved, at man pludselig har en minister, der nærmest står som om, hun ikke har noget indblik i nogen ting. Hun er ren som sne, og hun kører det bare »by the book« (efter bogen, red.). Og kommer der nogen udefra og siger noget, så siger hun: »Jeg er rystet over det, jeg ved ikke, hvad det går ud på, nu sætter vi nogle processer i gang««, sagde Lars Løkke Rasmussen i P1.

Bramsen afviser

Han henviser til den særlige undersøgelse fra spiontilsynet, som fremsatte alvorlig kritik mod ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Blandt andet advarede tilsynet om, at »der ved centrale dele af FEs indhentningskapaciteter er risici for, at der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere«.

Claus Hjort Frederiksen har tidligere udtalt til flere medier, at den alvorlige kritik burde være blevet håndteret fortroligt, og at forsvarsminister Trine Bramsen vidste mere, end hun gav indtryk af. En kritik, som Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende støtter.

Første parti melder ud om Claus Hjorts immunitet: »Der er ridset op til en konflikt, man næsten kunne have i en film«

Politiken har forelagt kritikken for forsvarsminister Trine Bramsen, som i et skriftligt svar afviser, at hun kunne have gjort andet end at hjemsende ledelsen i FE.

»Det var alvorlige mistanker, tilsynet rejste i august 2020. Tilsynet mente, at FE bl.a. havde tilbageholdt og givet vildledende oplysninger til tilsynet, og at FE’s ledelse havde en uhensigtsmæssig legalitetskultur. Tilsynet stillede således grundlæggende spørgsmålstegn ved, om FE agerede inden for lovgivningens rammer. Enhver regering vil være nødt til at reagere på sådanne mistanker«, skriver Trine Bramsen.

Forsvarsministeren tilføjer, at hun er glad for, at en efterfølgende undersøgelseskommission frikendte ledelsen i FE for alle anklager.

Få dage inden, frikendelsen blev offentliggjort, var chef Lars Findsen og tre unavngivne efterretningsfolk dog blevet anholdt og sigtet for at lække fortrolige oplysninger.

Eksperter: Regeringen har fuldstændig mistet kontrollen over historisk skandale, som den selv har skabt

Også kritik af Hækkerup

Lars Løkke Rasmussen mener også, at statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) har et stort ansvar for håndteringen af sagen.


Den tidligere statsminister mistænker regeringstoppen for at holde sagen ud i strakt arm, så folk længere nede i systemet om nødvendigt kan tage ansvaret, hvis det går galt.

»Det ligner jo, der bages op til, at når det hele falder fra hinanden, så kan man stå der i regeringen og sige: Det er nogle embedsmænd, det har vi ikke noget med at gøre. Og på den måde minder det jo om nogle mekanismer, vi også har set i minksagen og alt muligt andet, hvor regeringen ligger og veksler mellem, hvornår er det en regering, der kan handle og tager ansvar, og hvornår kan man tørre noget af på nogle andre«, sagde Lars Løkke Rasmussen i P1.

Lars Løkke Rasmussen mener, at Justitsministeriet skulle have blandet sig i sigtelserne, men vil ikke komme nærmere ind på, hvordan Nick Hækkerup og hans ledende embedsmænd i givet fald skulle have ageret.

Politiken har forelagt kritikken for Statsministeriet, som henviser til Forsvarsministeriet. Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser kritikken i mailsvar, som han anmoder om at blive bragt i fuld længde.

»Jeg bliver af Politiets Efterretningstjeneste (PET) løbende orienteret om væsentlige sager på Justitsministeriets område. Men hverken jeg som justitsminister eller andre ministre i regeringen skal tiltræde eller på anden måde godkende, at der i konkrete sager rejses sigtelser, eller at der foretages efterforskningsskridt. Jeg udviser som justitsminister – i lighed med tidligere justitsministre – i øvrigt generelt meget stor tilbageholdenhed med at blande mig i politiets og anklagemyndighedens behandling af konkrete straffesager«.

»Sådan tror jeg også, at de fleste mener, at det bør være. Jeg har således heller ikke truffet beslutning om, at der skulle rejses sigtelse i de aktuelle sager om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger«, skriver justitsministeren.

Den udlægning er dog unuanceret, mener Lars Løkke Rasmussen. Han mener, at justitsministeren rutter med sandheden, når han tegner et billede af, at retssystemet består af »fuldstændig løsrevne kasser«, hvor man ikke har noget med hinanden at gøre.

»Når vi kommer ind i de her sager, så er det ikke tilstrækkeligt nuanceret billede. Niels Bohr blev en gang spurgt om, hvad er sandhedens modsætning – og man tænker, det er løgnen. Det er det ikke, det er enkeltheden. Hvis man udtrykker noget meget enkelt, har man ikke fået alle sandhedens nuancer med«, siger Lars Løkke Rasmussen til P1.

Sebastian Stryhn Kjeldtoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her