Hvert tredje barn og knap hver anden ung har oplevet at blive krænket på internettet inden for det seneste år, viser en ny undersøgelse foretaget af Rambøll på vegne af foreningen Red Barnet. Hver femte af dem, som har oplevet krænkelserne, svarer, at voksne kontaktede dem og sendte dem eksempelvis ubehagelige billeder. 17 procent svarer yderligere, at voksne har bedt dem om at gøre ting såsom at sende billeder af deres kroppe.
Red Barnets stedfortrædende generalsekretær, Janne Tynell, mener, at tallene er bekymrende.
»Børn og unge har lige så meget ret til tryghed og trivsel online som offline. Derfor haster det med en indsats hele vejen rundt«, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser, at særligt børn og unge, der ofte føler sig ensomme, bliver ofre for de digitale krænkelser. Det kalder på politisk handling, mener Janne Tynell.
»Måske har de børn og unge også sværere ved at få talt med nogen om deres ubehagelige oplevelser på nettet og bede om hjælp, og derfor risikerer vi at svigte dem yderligere«, siger hun.
Undersøgelsen er foretaget blandt 3.219 børn og unge i alderen 9-17 år. De 9-12-årige bliver betegnet som børn, mens de 13-17-årige bliver betegnet som unge.
Det er vidt forskelligt, hvordan de ramte unge bliver påvirket af krænkelserne. Hver fjerde svarer, at de får ondt i maven, mens knap hver femte svarer, at de føler sig alene. 17 procent giver sig selv skylden, viser undersøgelsen.
Red Barnet understreger, at digitale krænkelser er defineret bredt i undersøgelsen, og at de varierer i alvorsgrad. De mest udbredte former for digitale krænkelser er, at andre skriver eller taler grimt til en på internettet og at blive kontakte af personer, som man ikke ønsker at tale eller skrive med.
ritzau
fortsæt med at læse




























