Lars Kjeldsen, den ene af Lars Findsens to forsvarere, er skuffet over, at den tidligere efterretningschefs varetægtsfængsling fredag er blevet forlænget. Det siger han til de fremmødte journalister efter et 10 timer langt retsmøde i Københavns Byret.
»Det er skuffende, men jeg kan sige det på den måde, at når vi først er kommet ind i et forløb, som det her, skal der ikke meget til at opretholde en fristforlængelse«, siger han og oplyser, at de endnu ikke har taget stilling til, om de skal kære afgørelsen til landsretten.
Situationen er fredag aften blevet alvorligt forværret for den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Byretten har nemlig udvidet grundlaget for varetægtsfængslingen. Ikke bare vil han kunne ødelægge politiets efterforskning. Nu mener dommeren også, at der er bestemte grunde til at frygte, at Findsen vil fortsætte med den kriminalitet, han sigtes for at have begået, såfremt han sættes på fri fod. Hvad sigtelsen konkret går ud på, er hemmeligholdt af retten. Men beskyldningen er, at han har røbet statshemmeligheder.
»Det er vanskeligt at leve med den begrundelse, at man skal sidde på, at der er risiko for, at man vil begynde at gå ud og tale med nogen«, siger advokat Lars Kjeldsen efter det langvarige retsmøde og fortæller også, at Lars Findsen er både ked af det og chokeret.
Sigtelsen mod og fængslingen af den danske spionchef har vakt international opsigt. Således var blandt andet The New York Times blandt de 13 medier, der var mødt op til retsmødet, og som blev smidt ud, da dørene blev lukket.
Opdateres ...
Ritzau
fortsæt med at læse




























