28-årig mand idømmes otte års fængsel for at organisere databedrageri mod op mod 174 personer landet over.

Ni mænd dømt for at aflure koder til NemID på biblioteker

Foto: Pr Foto
Foto: Pr Foto
Lyt til artiklen

En 28-årig mand er torsdag idømt otte års fængsel for omfattende bedrageri med NemID. Afgørelsen er truffet af en enig domsmandsret i Retten i Aarhus. Otte andre mænd er ligeledes fundet skyldige og idømmes mellem tre og seks års fængsel.

Den 28-årige mand er dømt for at organisere og lede svindlen, som efter rettens vurdering var »professionelt og systematisk udført«. Svindlen var ifølge retten professionelt og systematisk udført og foregik ved, at der blev opsat såkaldte keyloggere på flere end 25 biblioteker landet over. Det gjorde det muligt for svindlerne at aflure intetanende borgeres brugernavne og koder til NemID. De kunne således følge med i, hvornår koderne var ved at være brugt op, og nye nøglekort blev fremsendt. Derefter tog de ud på borgernes adresser, holdt øje med postkasserne og fiskede konvolutter med nøglekort op. Derved kunne de foretage pengeoverførsler, optage lån og købe computere og telefoner.

Samlet set er der ifølge anklagemyndigheden blevet svindlet – eller forsøgt svindlet – for 47 millioner kroner. Det er gået ud over 174 borgere landet over og har været »særdeles indgribende for ofrene«, lyder det fra dommeren, da hun læser konklusionen op. Svindlen har også undergravet borgernes tillid til NemID, tilføjer dommeren. Sagen er en af de hidtil største, når det gælder misbrug af NemID-oplysninger.

Tidligere dømt for lignende forbrydelse

Flere af de tiltalte har erkendt sig delvist skyldige, men de har nægtet, at de har handlet som en del af en kriminel organisation. Dommeren og de to domsmænd deler dog anklagemyndighedens opfattelse af, at de ni mænd har arbejdet sammen og kan dømmes i forening.

»Alle de tiltalte er involveret i en sådan grad, at de har handlet som en del af en organisation, hvis formål har været at begå databedrageri«, lyder det fra retsformanden.

Efter rettens opfattelse har to af mændene spillet ledende roller. Ud over den 28-årige hovedmand er en anden blevet idømt seks års fængsel. Under sig havde de efter rettens vurdering de øvrige andre tiltalte, der blev sendt ud for at tømme keyloggerne for data og som udførte såkaldt flaparbejde, der er en betegnelse, som flere af de tiltalte selv har brugt om opgaven med at fiske nøglekort op fra postkasser.

Den 28-årige mand er tidligere dømt for lignende svindel. I 2019 blev han idømt tre års fængsel for databedrageri, der blev udført efter samme modus. Han fortsatte dog ifølge retten sine kriminelle gerninger, mens han afsonede og under prøveløsladelse.

Politiet slog til mod gruppen i juni 2020 på adresser i Aarhus, Hasselager og Odense. 11 mænd blev anholdt, og de to af dem tilstod senere deres roller. Den omfattende sag har verseret over 25 retsdage med start i oktober sidste år.

Tre af de dømte, heriblandt den 28-årige mand, har via deres advokater oplyst, at de anker dommen til frifindelse. En af de tiltalte modtager dommen, mens de øvrige har bedt om betænkningstid.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her