Udlændinge må fortsat vente for længe og i flere hundrede dage på at få afgjort klager over, at de ikke må få deres familie til Danmark. I gennemsnit var ventetiden på klager over familiesammenføring 377 dage i 2021. En stigning på fem dage i forhold til 2020. Det viser et folketingssvar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).
»Udlændingemyndighederne bør tilstræbe at behandle klagesager så hurtigt som muligt samtidig med, at det sikres, at der træffes de rigtige afgørelser på et tilstrækkeligt oplyst grundlag«, skriver ministeren i svaret.
Det har længe været et problem, at ventetiden stiger og stiger. Tidligere har Ombudsmanden rejst kritik af, at sagsbehandlingstiderne for klagesager om både familiesammenføring og opholdstilladelse er så grelle.
Det er dog lykkedes nævnet at afslutte flere sager inden for to til tre år, hvilket kan skyldes indsatsen for at afvikle de ældste sager. Nævnet har tidligere peget på underbemanding, nye sagsområder og corona som noget, der har vanskeliggjort arbejdet. Nævnet har iværksat en række tiltag og er blevet tilført ressourcer for at forbedre sagsbehandlingstiderne. Alligevel er den gennemsnitlige ventetid steget, hvilket kan skyldes, at der i 2021 var cirka 15 procent flere sager end året før.
ritzau
fortsæt med at læse




























