Ruslands invasion af Ukraine har katapulteret Danmarks udgifter til forsvaret op i toppen af den politiske dagsorden. Under et topmøde i Wales i 2014 forpligtede Nato-landene sig på, at arbejde hen mod at forsvarsbudgettet skal udgøre 2 pct. af BNP. En målsætning Danmark endnu halter efter.
I 2019 besluttede forsvarsforligskredsen, at udgifterne til forsvaret i 2023 skal udgøre 1,5 procent af bnp. Siden landede en meget lidt flatterende evaluering fra Nato, der påpegede Danmarks mangelfulde efterlevelse af Nato’s forsvarskrav og styrkemål.




























