I den seneste tid har danskerne modtaget påmindelser om, at NemID skal udskiftes med MitID. Fristen for at skifte rykker tættere på. Om to måneder skal alle borgere være tilmeldt MitID. Når man det ikke, risikerer man at miste adgangen til sin netbank.
Flere har svært ved at forstå, hvorfor det ellers velfungerende NemID lukkes ned. For nogle er det hele ekstra frustrerende, fordi en nyere smartphone og et gyldigt pas kan være påkrævet for at blive oprettet i MitID. Mangler man en af dem eller begge, kan man være tvunget til at tage fysisk forbi Borgerservice, der slet ikke kan følge med flere steder i landet.

























