Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Den 10. mand er fængslet i sagen om dobbeltdrab i Kalundborg. Ifølge politiet er han et ledende LTF-medlem.

Ledende medlem af LTF er fængslet i sag om dobbeltdrab

Foto: Aleksander Klug/Aleksander Klug
Foto: Aleksander Klug/Aleksander Klug
Lyt til artiklen

Endnu en person er blevet fængslet i sagen om et dobbeltdrab i Kalundborg i november 2020. Og ifølge efterforskningsleder Michael Andreassen er der tale om et ledende medlem af den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).

Efter grundlovsforhør fredag eftermiddag har Retten i Holbæk valgt at varetægtsfængsle det 32-årige bandemedlem i fire uger.

Politiet mener, at skyderiet, hvor to blev dræbt og en tredje såret, var en kulmination på længere tids konflikt mellem LTF og en bandegruppering kaldet Sydkystgruppen.

Seks personer er i forvejen tiltalt i sagen. Retssagen mod dem blev indledt onsdag i denne uge ved Retten i Holbæk. Anklagemyndigheden mener, at fire af dem har tilknytning til LTF. Derudover er der tre sigtede.

17. november blev tre mænd ramt af henholdsvis otte, seks og tre skud på p-pladsen ved supermarkedet Meny i Kalundborg. To af dem mistede livet, den tredje blev alvorligt såret. Det er politiets opfattelse, at den ene af de dræbte var medlem af bandegrupperingen Sydkystgruppen. På en video offentliggjort af politiet i april 2021, ses en gerningsmand komme løbende ind på parkeringspladsen. Til sidst i klippet hæver han armene, og det ser ud til, at han sigter med en pistol

Massiv efterforskning

Den senest fængslede er den 32-årig mand, som torsdag eftermiddag blev pågrebet i Hundige. Med torsdagens anholdelse er der i alt foretaget 10 anholdelser i sagen om skud mod tre personer den 17. november 2020, hvoraf to personer mistede og den tredje alvorligt såret.

Ifølge Michael Andreassen, efterforskningsleder og politikommissær, kan politiet på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvorfor den 32-årige mand er blevet anholdt så sent i forhold til flere af de andre i sagen.

»Vi har siden drabene i november 2020 foretaget en massiv efterforskning, hvorfor vi er tilfredse med, at vi har fået grundlag for at kunne anholde og sigte 10 personer i alt«, siger Michael Andreassen i pressemeddelelsen.

Ud over de seks mænd, som er tiltalt i sagen, sidder en person varetægtsfængslet. To andre mænd befinder sig i udlandet. De er varetægtsfængslet in absentia, som det hedder. Det betyder i realiteten, at de er efterlyst internationalt.

Som en del af bevisførelsen i retssagen mod de seks tiltalte er mændenes indbyrdes samtaler fra krypterede beskedtjenester blevet gennemgået.

Michael Andreassen ønsker ikke at kommentere på, hvorvidt det er ved hjælp af krypterede kommunikationsfora, at man har fundet frem til det nu anholdte LTF-medlem.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her