Søndag morgen arbejder beredskabet på at få en omfattende bilbrand på adressen Nykær i Brøndby under kontrol.
I alt 15 biler er udbrændt i et privat garageanlæg natten til søndag.
Det oplyser Brian Holm, der er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi.
»Vi har tilkaldt brandefterforskere, der kommer og kigger på branden søndag formiddag. Der har vi efterhånden en temperatur, som tillader efterforskning«, siger han.
»Lige nu har vi ikke en konkret mistanke, men det er trods alt sjældent, at en brand i en bil, der holder stille, starter af sig selv«, lyder det.
Brian Holm har dog ikke høje forventninger til efterforskningen, da både biler og garager er brændt helt væk, fortæller han.
Der holder også omkring 20 biler på den anden side af garageanlægget, som er blevet delvist beskadiget af varmen fra branden.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden.
ritzau




























