En 24-årig mand er tirsdag ved Retten i Sønderborg idømt halvandet års fængsel for hvidvask er særligt grov karakter.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen udspringer af tyveri fra konti i netbank. 20 borgere fra hele landet blev frastjålet i alt 2,8 millioner kroner af ukendte gerningsmænd.
Pengene blev derefter overført til en række personer - såkaldt muldyr. Det skulle sløre, at den egentlige modtager var den 24-årige mand.
Han hævede derefter pengene og gav dem til dem, der stod bag indbruddene i netbank.
Den nu dømte mand blev anholdt 29. september sidste år. I retten erkendte han sig skyldig i 26 forhold om hvidvask.
Dommen er en tillægsstraf til en anden dom på seks måneders fængsel for blandt andet databedrageri og hæleri.
Man kan idømmes en tillægsstraf, hvis man allerede er dømt i en sag, og derefter bliver dømt for noget, man har gjort, før man fik den første dom.
Foruden fængselsstraffen fik den 24-årige, der kommer fra Bosnien, en advarsel om udvisning.
Han modtog dommen.
ritzau





























