Nej, det er ikke lige, hvad vi havde håbet på. Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra smedevirksomheden Blunico i Horsens på regeringens udspil til en ny beskatning af virksomheders udledning af drivhusgasser fra 2025.
»9 af 10 virksomheder i Danmark er små og mellemstore, og vi har ikke de der ressourcer til at søge fonde, støtteordninger og lave rapporteringer. Det bliver tungt for os at skulle drage nytte af de midler, man kan søge. Derfor havde det været bedre at køre igennem med CO2-afgiften og så lette skatten bredt for virksomhederne et andet sted, så vi selv fik friheden til at lave de rette investeringer, der virker for os lokalt«, siger Bo Ulsøe, direktør og ejer af Blunico.




























