Fra andet kvartal 2021 til fjerde kvartal 2021 er antallet af sygeplejersker på sygehusene faldet. 875 i alt.

»Uundgåeligt«: Sygehuse har færre sygeplejersker efter strejken

Sygeplejerskerne har haft travlt under coronakrisen. Og så var der også en opslidende strejke. Foto: Finn Frandsen
Sygeplejerskerne har haft travlt under coronakrisen. Og så var der også en opslidende strejke. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 11.42.

Siden sommer er antallet af sygeplejersker på sygehusene faldet, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Fra at der i andet kvartal 2021 var 36.385 fuldtidsbeskæftigede sygeplejersker på de offentlige sygehuse, så er antallet faldet til 35.510 i fjerde kvartal 2021. Det er en nedgang på 875 fuldtidsbeskæftigede.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ser en sammenhæng mellem faldet og den sygeplejerskestrejke, der var i sommer. Her nedlagde en del sygeplejersker deres arbejde i frustration over løn og arbejdsforhold.

»Sygehusene har været ekstraordinært udfordret af bemandingsmæssige problemer siden sygeplejekonflikten i sommer, og derfor ser jeg nedgangen som uundgåelig på kort sigt«, siger Heunicke i en pressemeddelelse.

Bare fordi antallet af sygeplejersker på sygehuse er faldet, betyder det ikke, at sygeplejerskerne i dag arbejder med noget andet. De samme personer kan være skiftet til andre dele af sundhedsvæsenet. Det kan eksempelvis være i kommuner, lægepraksisser og vikarbureauer.

På grund af en generel mangel på sygeplejersker på sygehusene indgik Danske Regioner og regeringen i januar 2020 en aftale om at ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker inden udgangen af 2021. Det mål blev faktisk nået i andet kvartal 2021. Men sygeplejerskestrejken og det samlede fald i antallet af sygeplejersker på sygehusene har betydet, at der fortsat mangler flere hundrede sygeplejersker for at komme i mål.

Helt konkret har der i fjerde kvartal 2021 blot været 364 ekstra sygeplejersker i forhold til niveauet i 2019 – året før aftalen mellem regionerne og regeringen.

»Mit mål er, at vi sammen med regionerne så hurtigt som overhovedet muligt skal op på de 1.000 flere sygeplejersker igen, for vi har brug for dem over alt i vores sundhedsvæsen«, siger Heunicke.

Af tiltag nævner sundhedsministeren, at man har gjort det muligt at optage flere på sygeplejerskeuddannelserne. Derudover investeres der med sundhedsreformen i at sikre, at der er personale nok rundt om på sygehusene.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her