Om otte år vil der mangle 16.000 social- og sundhedsmedarbejdere landet over.
Det viser en analyse foretaget af Momentum, der er Kommunernes Landsforenings (KL) nyhedsbrev.
Samtidig viser undersøgelsen, at langt de fleste sosu’er arbejder mindre end 37 timer om ugen.
Kun hver tiende sosu-hjælper er ansat på fuldtid, mens det gør sig gældende for hver femte sosu-assistent.
Sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA Torben Hollmann mener, at der er behov for at gøre op med deltidskulturen i social- og sundhedssektoren.
»Det er nu, vil skal starte en årgang, der arbejder fuldtid. Det er noget, kommunerne skal gøre. Alle stillinger skal slås op på fuldtid, hvis ikke der er virkelig tunge argumenter for det modsatte«, siger han.
Ifølge Torben Hollmann er de mange sosu-medarbejdere på deltid ikke kun et problem, fordi der mangler medarbejdere i sektoren. Det rammer også de enkelte medarbejdere.
»Hvis man kun arbejder deltid bliver man også ramt på pensionen senere«, siger han.
Ud over at langt flere sosu-medarbejdere i fremtiden skal arbejde fuldtid, bør man også kigge på, hvor de ekstra arbejdstimer skal placeres, mener Torben Hollmann.
»Det kan ikke nytte noget, at hvis man før arbejdede hver tredje weekend, så ligger de ekstra timer i flere weekendvagter eller i aftentimerne. Der skal laves enkelte aftaler med medarbejderne omkring det«.
»Hvis man får et yderligere arbejdspres med tunge borgere eller andre arbejdsopgaver, der gør, at man ikke finder det attraktivt at gå op i tid, er vi også nødt til at snakke om, hvordan vi gør det«, siger han.
Ifølge formand for Kommunernes Landsforening Michael Ziegler er man ved at arbejde på at løse problematikken sammen med fagforeningerne.
»Vi har ved overenskomstforhandlingerne i 2018 aftalt det her partsprojekt, hvor fuldtid skal være det normale udgangspunkt med deltid som en mulighed. I dag er det måske nærmest omvendt«.
»Det er i gang nu, men det er kun i en startfase. Det er et tungt træk, men det er det, der skal til for at rykke på dagsordenen«, siger han.
Torben Hollmann understreger, at det er nødvendigt, at alle kommuner begynder at slå fuldtidsstillingerne op samtidigt, så problematikken ikke skubber sig mellem kommunerne.
ritzau




























