Justitsminister Nick Hækkerup (S) trækker sig overraskende fra politik.
Det meddeler han på Facebook sent søndag aften.
Han har takket ja til et job som direktør i Bryggeriforeningen.
»Jeg stopper som justitsminister, træder ud af Folketinget og stopper dermed i politik. Det gør jeg for d. 1. juni at tiltræde jobbet som direktør i Bryggeriforeningen«, skriver han i et længere opslag på det sociale medie.
Nick Hækkerup har siddet i Folketinget siden 2007. Han har været justitsminister siden juni 2019. Tidligere har han været sundhedsminister, forsvarsminister og handelsminister.
»Jeg er klar over, at mit valg om at stoppe i politik af mange sikkert vil blive fortolket som en utilfredshed. Men det vil ikke være en rigtig læsning. Det er ikke politik der skubber, det er arbejdet i Bryggeriforeningen, der trækker«, skriver han blandt andet.
Blå bog
Nick Hækkerup.
Er glad og stolt
Han forklarer, at han på det seneste »har mærket en voksende trang til at blive udfordret på nye måder«.
»I mere end 20 år har jeg lavet politik på fuld tid, som borgmester, folketingsmedlem og minister, og tiden er kommet til at gøre min indflydelse gældende på nye måder og skabe nye resultater uden for politik«.
»Jeg er derfor enormt glad for og stolt over, at jeg har fået muligheden for at gøre min indsats gældende til gavn for bryggeribranchen«, skriver han.
Hans overraskende farvel til politik og en af de tungeste ministerposter kommer efter en dag, hvor han sammen med sine ministerkolleger har deltaget i 1. maj-arrangementer landet over. Nick Hækkerup var i Hillerød, hvor han blandt andet brugte sin taletid på at argumentere for en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
Af de mange kommentarer, der hurtigt er kommet til opslaget, kan man læse, at han tidligere på dagen har informeret flere af sine politiske kolleger om sin beslutning.
»Du har været fantastisk at samarbejde med. Ordentlig, dygtig, flittig – og altid til at regne med«, skriver SF-leder Pia Olsen Dyhr blandt andet.




























