Det er sjældent, at en topchef i en global virksomhed siger, at der er noget, der er vigtigere end at tjene penge. Men det var, hvad Søren Skou, topchef i A. P. Møller - Mærsk, gav som begrundelse for helt at forlade Rusland med et foreløbigt tab på fem milliarder kroner, da han fremlagde regnskabet for første kvartal i den forløbne uge. Krigen i Ukraine kræver en etisk stillingtagen og respons.
Det er også usædvanligt, at en topchef giver gode råd til kolleger. Men Søren Skou advarer danske virksomheder om, at de risikerer meget ved ikke at gå ud af Rusland. Det kan blive kostbart at blive, for det kan gøre langvarig skade på deres omdømme. Han understregede, at han ikke vil gøre sig til dommer over andre selskabers valg, men mon ikke kollegerne i Rockwool og Ecco er uenige. De holder foreløbig fast i deres beslutning om at blive i Rusland.


























