R forlader forhandlinger om inflationshjælp med kritik af finansieringen. Nu kommer regeringen med ny løsning.

Efter vaklende flertal finder Wammen ny finansiering til inflationshjælp

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Finansminister Nicolai Wammen (S) har lyttet til den kritik, der har været af regeringens forslag til at finansiere en inflationshjælp til danskerne.

Finansministeren kommer derfor med et nyt bud på, hvordan pengene skal findes.

»På baggrund af de forhandlinger, regeringen har haft med Folketingets partier om kompensation, har det været et stort ønske at finde anden finansiering«, udtaler Nicolai Wammen i en skriftlig kommentar.

Oprindeligt ville regeringen finansiere hjælpen med et større underskud på de offentlige finanser.

Nu mener regeringen, at pengene skal findes ved at nedjustere de offentlige investeringer i år og næste år.

Det skal være inden for en ramme på op til tre milliarder kroner, fortæller Nicolai Wammen.

Meldingen kommer, kort tid efter at støttepartiet De Radikale har forladt forhandlingerne om inflationshjælp.

Det samme gjorde Venstre og De Konservative før weekenden. Dermed ser det sværere ud for regeringen at finde et flertal for at sende hjælp ud til de danskere, der er ramt af den stigende inflation.

Men partierne bliver nu hevet tilbage til forhandlingsbordet.

For samtidig med at regeringen foreslår en ny finansiering, bliver forhandlingerne om inflationshjælp lagt ind under forhandlingerne om en skattereform.

Her sidder Venstre, De Radikale og De Konservative med ved forhandlingsbordet.

»Spørgsmålet om kompensation vil regeringen drøfte videre med Folketingets partier i regi af forhandlingerne om grøn skattereform«, siger Nicolai Wammen.

»Det er fortsat vigtigt for regeringen at finde en løsning for blandt andre de pensionister, der har mindst«, siger finansministeren.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her