512 piger og kvinder var i en årrække ofre for en midtjysk mands krænkelser af deres blufærdighed. Fredag er han idømt fængsel i fire år.
Anklagemyndigheden havde ønsket forvaring på grund af mandens farlighed, men det har Retten i Herning ikke fundet grundlag for. Der var uenighed om sanktionen, oplyser retten på sin hjemmeside.
Manden har tidligere erkendt både at have hacket og have været i besiddelse af 16.977 intime billeder og videoer.
2. maj blev den 27-årige mand kendt skyldig i hacking og blufærdighedskrænkelse. Han blev dog frifundet for anklage om voldtægt i tre tilfælde.
I en periode på ti år, fra 2010 til 2020, hackede han sig adgang til intime billeder, herunder også seksuelt overgrebsmateriale med børn.
I retten har de mange forurettede piger og kvinder været repræsenteret af i alt fem advokater.
Hovedparten af ofrene var mellem 15 og 18 år, da de blev udsat for hacking og blufærdighedskrænkelse.
Advokaterne har i forbindelse med sagen krævet godtgørelse for tort til ofrene som økonomisk plaster på såret for krænkelserne.
Retten har fredag tilkendt nogle af ofrene godtgørelse, mens resten af kravene er udskudt til behandling i civile søgsmål, fremgår det af rettens pressemeddelelse om dommen.
Politiet kom på sporet af den 27-årige, da en kvinde i 2019 anmeldte, at hun var blevet hacket. I 2020 blev hans hjem ransaget. Her beslaglagde politiet hans computer, telefon og eksterne harddisk.
Under retssagen har manden sagt, at der nærmest var tale om afhængighed.
»Nogle drikker alkohol eller tager stoffer. Jeg valgte hacking som mit fix, når jeg var rastløs«, har han forklaret.
Den dømte er også blevet pålagt kontaktforbud. Det betyder, at han via internettet ikke må kontakte børn under 18 år, der ikke kender ham.
ritzau


























