En 57-årig mand blev natten til søndag udsat for flere knivstik i en lejlighed på Islands Brygge i København.
Det oplyser Københavns Politis centrale efterforskningsleder Jens Skovbjerg til Ritzau søndag formiddag.
»Vi modtog en anmeldelse klokken 02.24 om knivstik i en lejlighed på Islands Brygge. En person er anholdt, og den forurettede er meldt uden for livsfare«, fortæller Jens Skovbjerg.
Den anholdte er en 51-årig mand. Han er blevet sigtet efter straffelovens bestemmelse om grov vold.
»Der er ikke rejst sigtelse for drabsforsøg, da forurettede ikke har været i livsfare«, fortæller Jens Skovbjerg.
Den centrale efterforskningsleder fortæller, at de to mænd kender hinanden. Han beskriver baggrunden for knivstikkeriet som ’interne uenigheder’.
Mændene bor ikke på adressen, men opholdt sig i lejligheden.
I løbet af søndag vil den 51-årige blive stillet for en dommer i Københavns Byrets afdeling for grundlovsforhør, i folkemunde kaldet Dommervagten.
Her vil anklagemyndigheden anmode en dommer om at varetægtsfængsle den 51-årige.
ritzau




























