Forsvaret har aflyst træningsøvelser i Letland, fordi der har manglet ammunition, siger Forsvarskommandoen.

I Letland mangler danske soldater træning og ammunition: »Det er ultimativt et spørgsmål om liv og død«

Der er ikke meldinger om, at de danske soldater i resten af de baltiske lande mangler udstyr, og ifølge Forsvaret burde de danske soldater i Letland senest i næste uge have den nødvendige ammunition til rådighed.  Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Der er ikke meldinger om, at de danske soldater i resten af de baltiske lande mangler udstyr, og ifølge Forsvaret burde de danske soldater i Letland senest i næste uge have den nødvendige ammunition til rådighed. Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hundredvis af danske soldater, der er blevet sendt til Letland for at styrke Natos tilstedeværelse i Baltikum, er gået glip af vigtig træning, fordi der har manglet ammunition. Det siger Dennis, der er fællestillidsrepræsentant for omkring 300 soldater i kampbataljonen i Letland, til DR. Han ønsker ikke sit efternavn nævnt af sikkerhedsmæssige årsager.

»Det er ultimativt et spørgsmål om liv og død«, siger han til DR.

»Det (manglen på ammunition, red.) gør, at man falder i niveau. Og hvis Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) vælger at krydse grænsen hertil, så er man ikke 100 procent klar«, tilføjer han.

Forsvarskommandoen bekræfter, at flere træningsaktiviteter er blevet aflyst, fordi der ikke har været tilstrækkeligt med ammunition.

Forventes løst i næste uge

Ifølge Jens Lønborg, der er oberst og ansvarlig for operationsafdelingen i Forsvarskommandoen, har logistiske problemer været skyld i, at der har manglet ammunition.

»Det er et logistisk problem, som ikke blev løst i tide. Det burde have været med, og det kom det ikke, så det er en fejl«.

Han fortæller dog, at de udsendte soldater har haft nok ammunition i tilfælde af et russisk angreb. Og til træningen har der både været skarpt og løst krudt til rådighed, forsikrer han også.

Han kan godt forstå soldaternes frustration over manglen på ammunition i forhold til øvelserne. Men han mener ikke, at de kan have mistet »kritisk niveau«.

»Man kan jo træne alt muligt, selv om man ikke har ammunition. At man ikke lige får skudt det samme antal patroner, som man plejer, mister man ikke kritisk niveau af. Der er skydeøvelser, der er blevet aflyst. Men man kan godt køre på øvelser og træne militære formationer, teknisk og taktisk indøvelse uden ammunition«, siger Jens Lønborg.

Ifølge Forsvarets logistikere burde der senest i næste uge være alt, som soldaterne har brug for.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) understreger, at soldaterne skal have det, de har brug for.

»Forsvarschefen har oplyst mig, at der er sket en fejl og at uddannelsesammunitionen nu er kommet frem til vores soldater i Letland. Vores soldater skal selvfølgelig have den udrustning med, der er brug for til de konkrete missioner, de udsendes til. Det giver sig selv. Forsvarschefen vil orientere forligskredsen bag forsvarsforliget om logistisk-fejlen på førstkommende møde i forligskredsen«, siger Bødskov i en skriftlig kommentar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her