Det politiske system i Danmark bevæger sig ind på ubetrådt land i disse dramatiske dage. Ti embedsmænd – herunder Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen – kan drages til ansvar for deres rolle i minksagen, mener Minkkommissionen.
Barbara Bertelsen »har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirkning til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf«, lyder det fra kommissionen.


























