Tivoli Friheden vil også være lukket fredag, og det er uvist, hvornår forlystelsesparken åbner igen, efter at en 14-årig pige tidligere torsdag mistede livet i forbindelse med en ulykke i forlystelsen Cobra.
Det vil være op til forlystelsesparken, hvornår den åbner igen.
Det siger politiinspektør hos Østjyllands Politi Brian Voss Olsen under et pressemøde torsdag eftermiddag.
I løbet af fredag vil undersøgelser på stedet fortsætte.
»Vi er i et meget tidligt stadie, og der vil komme til at pågå en massiv efterforskningsmæssig indsats«, siger Voss Olsen.
Også en 13-årig dreng kom til skade i ulykken.
Han fik skader på hånden og ventes udskrevet inden for en ’overskuelig fremtid’, siger politiinspektøren.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 12.50.
Forlystelsen er 25 meter høj og kan køre op til 70 kilometer i timen.
Det er ikke første gang, at der er sket en ulykke i Cobra. Tilbage i 2008 kom fire personer til skade i forlystelsen.
Friheden opretter hotline
Tivoli Friheden etablerer en hotline for tivoligæster, der måtte have brug for krisehjælp.
Det oplyser Tivoli Friheden på Facebook.
»Vores dybfølte tanker er hos pigen og pigens pårørende, familie og venner. Vores tanker går også til drengen, vores medarbejdere og de mange besøgende, der var i parken tidligere i dag, hedder det i opslaget«.
Ritzau
fortsæt med at læse




























