Måske er det hans foreløbig sidste. Måske er det hans sidste. Det er i hvert fald det sidste forslag til finanslov, der fremsættes i denne valgperiode af finansminister Nicolai Wammen (S), og med den radikale valgtrussel, der hænger over regeringen, er det et spørgsmål om, hvorvidt den overhovedet kommer til forhandling.
Genvinder regeringen magten, måske i en udvidet form, kan den fremsætte en anden finanslov. Og går regeringsmagten til de blå, vil de fremsætte deres egen.




























