Sagen mod den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, er på alle måder historisk, men der er ingen sikkerhed for, at retssagen mod medlemmet af regeringens sikkerhedsudvalg gennem næsten 20 år bliver til noget.
Det ligger på forhånd fast, at anklagemyndigheden og Lars Findsens forsvar ser vidt forskelligt på, om sagen skal foregå i hemmelighed. Indtil videre er alt foregået bag lukkede døre, siden spionchefen i december 2021 blev anholdt i Københavns Lufthavn og fængslet for at have røbet højt klassificerede oplysninger. Forinden havde den hjemsendte FE-chef i mere end et år været under totalovervågning af PET, erfarer Politiken.




























