Artiklen er opdateret kl. 18.38
Motorvej E45 er tirsdag lidt før klokken 13 spærret i nordgående retning mellem Hadsten og Sønder Borup på grund af en alvorlig trafikulykke, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
»Vejen er fuldstændig spærret i begge vognbaner, og nordgående trafik ledes fra ved Hadsten-afkørslen.
To lastbiler og en personbil er involveret i ulykken. En person er efterfølgende blevet kørt med politieskorte til traumecenteret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. De pårørende er tidligt tirsdag eftermiddag ikke blevet underrettet.
Det fremgår ikke, hvor mange personer der i alt er involveret. Ifølge politiet er der én alvorligt tilskadekommen. Mens der arbejdes på stedet, er motorvejsstrækningen afspærret, og politiet kan ikke give en tidshorisont for, hvornår den ventes åbnet igen.
»Motorvejen forventes afspærret i en længere periode, mens der arbejdes på stedet«, lyder det på Twitter.
Der er en del oprydningsarbejde på motorvejsstrækningen som følge af ulykken, og en bilinspektør skal forbi stedet i håb om at kaste lys over, hvad årsagen til ulykken var. En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
ritzau
fortsæt med at læse




























