Der findes ingen hurtige løsninger til at få mere borgernær velfærd.
Det siger formand for Kommunernes Landsforening (KL), Martin Damm (V), efter at regeringen i Avisen Danmark har præsenteret et nyt udspil, hvor kommunerne skal spare 2,5 milliarder på administration.
»Hvis man reducerer på funktioner, der bidrager til en mere effektiv organisation eller på myndighedsfunktionerne, vil det i sidste ende gå ud over borgerne«, siger han.
Martin Damm mener dog stadig, at det er relevant at se på bureaukratiet.
Forbundsformand for fagforbundet FOA, Mona Striib, er med egne ord »begejstret« for udspillet. Hun er dog enig med Martin Damm i, at der skal mere til for at løse ældreplejens problemer.
»Der er ikke et quickfix. Alene det at komme registreringssystemet til livs vil give mere til kerneopgaven, men der er rigtig mange andre tiltag, der skal til, siger hun.
Regeringen vil flytte 2,5 milliarder kroner fra administration og bureaukrati og bruge pengene på det, regeringen selv kalder »kernevelfærd«.
Ud over at fjerne administrative medarbejdere vil Socialdemokratiet mindske omfanget af registreringer og dokumentation hos de medarbejdere, der arbejder med borgerne i dagligdagen. Blandt andet vil Socialdemokratiet fjerne halvdelen af de daglige registreringer i ældreplejen.
Det skal ske i samarbejde med KL, fortæller indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) til Avisen Danmark.
»De kommunale medarbejdere skal i højere grad arbejde i den borgernære velfærd, og der hvor de gør en reel forskel. Hvor de løfter ældreplejen og er tæt på børnene i folkeskolen, siger ministeren til avisen.
Planen bliver præsenteret på et pressemøde mandag formiddag som en del af et større udspil kaldet ’Danmark kan mere III’.
Christian Rabjerg Madsen vil overfor Avisen Danmark ikke svare på, om udspillet vil medføre fyringer. Også det er noget, som skal drøftes med KL.
»Men det er vigtigt for mig at sige, at det er midler, som skal omprioriteres inden for kommunernes budget«.
»Det vil sige, at der ikke skal være færre kommunale medarbejdere, men de kommunale medarbejdere skal i højere grad arbejde i den borgernære velfærd, og der hvor de gør en reel forskel, hvor de løfter ældreplejen og er tæt på børnene i folkeskolen«, siger han til Avisen Danmark.
ritzau
fortsæt med at læse


























