Regeringen vil udvide økonomisk råderum frem mod 2030 med 15 milliarder kroner uden at vise hele vejen derhen.

Finansministeren på pressemøde: »Så er der heller ikke råd til meget mere«

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Der skal afsættes fem milliarder kroner til velfærd, herunder sundhed, frem mod 2030. Det er udmeldingen fra regeringen, som fredag morgen fremlægger sin økonomiske plan frem mod 2030.

Det økonomiske råderum, der er statens forventede overskud i fremtiden, udgør 48 milliarder kroner frem mod 2030.

Men da en stor del af pengene allerede er afsat på forhånd til andre gøremål, blandt andet stigende udgifter til forsvar og sikkerhed efter Ruslands invasion af Ukraine, er der i alt 12,5 milliarder kroner tilbage at rutte med.

Regeringen vil afsætte 2,5 milliarder kroner til at skaffe mere tryghed i hverdagen.

De sidste fem milliarder af de i alt 12,5 ledige milliarder kroner ønsker regeringen at bruge på bundne opgaver og uforudsete behov, fremgår det af planen.

Overblik: Her er regeringens 2030-plan

»Det er ikke en nem vej til 2030. Men det er en vej, vi sammen kan betræde, hvis vi gør det klogt og ansvarligt«, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde i Finansministeriet.

Der er råd til det, som finansministeren kalder en ’basispakke’. Der vil være penge til børn og ældre, til den grønne omstilling og til Forsvaret.

»Men så er der heller ikke råd til meget mere«, siger finansministeren.

Regeringen har et mål om, at der skal skaffes yderligere 15 milliarder kroner i det økonomiske råderum frem mod 2030.

Regeringen meddeler, at den allerede har anvist otte af de 15 milliarder kroner i nogle af de udspil, som regeringen tidligere er kommet med.

En sanering af erhvervsstøtten skal indbringe mindst 3,5 milliarder kroner, mens en omlægning af kandidatuddannelser på de videregående uddannelser og mindre bureaukrati i kommunerne kan frigøre 4,5 milliarder kroner frem mod 2030.

Regeringen anviser ikke konkret vejen til de sidste syv milliarder kroner i 2030-planen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her