Der kommer stadig gas ud af Nord Stream 2-ledningen, selv om lækagen blev meldt stoppet i weekenden.

Svensk kystvagt sporer nyt udslip fra ødelagt rørledning

Store mængder gas er strømmet ud i Østersøen. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Store mængder gas er strømmet ud i Østersøen. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der lækker fortsat gas fra Nord Stream 2-rørledningen.

Det oplyser den svenske kystvagt, Kustbevakningen. I weekenden lød det ellers, at strømmen af gas fra det ødelagte rør var stoppet.

Men det er altså alligevel ikke helt tilfældet.

Energistyrelsen i Danmark oplyser, at man fra Nord Stream-selskaberne har fået at vide, at det fortsatte gaslæk kan skyldes, at der i takt med, at gassen har forladt rørene, og rørene efterfølgende bliver fyldt med vand, kan være lommer af gas i rørene, der bliver presset ud.

»Selskaberne anbefaler derfor, at man venter 24 timer, fra at trykket er udlignet, til at man går ind i området«, lyder det fra Energistyrelsen.

Mens der fortsat strømmer gas ud af Nord Stream 2, så lyder det fra den svenske kystvagt, at man ikke længere kan se aktivitet i havoverfladen over lækagerne i Nord Stream 1.

Sverige sender skib med sonarudstyr til Bornholm

Det, at rørene nu bliver fyldt op med vand, vil formentlig føre til ødelæggelse af rørene over tid, lyder det fra Energistyrelsen. Det salte havvand vil nedbryde det materiale, rørene er lavet af, såfremt rørene bliver liggende på havbunden.

»Det er for tidligt at sige noget endegyldigt om omfanget af skaderne på rørene, men Energistyrelsen antager, at skaderne er betragtelige, og at eventuel reparation af rørene vil kræve en fuld rørledningsoperation, svarende til da rørledningerne blev etableret«, skriver Energistyrelsen til Ritzau.

Lækagerne på de to rørledninger i Østersøen omkring Bornholm blev første gang konstateret i starten af sidste uge. Det er uvist, hvad bruddene på rørene skyldes.

Men der er registreret rystelser i undergrunden forud for lækagerne, og statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at der er tale om sabotage.

Det gentog hun så sent som lørdag ved møder om situationen i London og Bruxelles.

Lækagerne bliver nu efterforsket af Danmark, Sverige og Tyskland i fællesskab. Fra dansk side efterforsker Københavns Politi lækagerne i samarbejde med Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og energimyndighederne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her