Anklager har offentliggjort næsten mørklagt tiltale mod den suspenderede spionchef Lars Findsen.

Anklager: Spionchef har sagt for meget til seks personer

Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 19.18

Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, er tiltalt for at have brudt sin tavshedspligt og afsløret statshemmeligheder over for seks personer, blandt dem to journalister.

Det fremgår af anklageskriftet mod den 58-årige Lars Findsen, som Statsadvokaten i Viborg har givet aktindsigt i. Det er dog sket i en stærkt reduceret version på fem sider, hvor alle oplysninger om, hvad Lars Findsen konkret skulle have gjort, er blevet hemmeligholdt. Det samme gælder 19 sider med bilag til anklageskriftet, som vicestatsadvokat Torben Thygesen også har mørkelagt.

Det er derfor sparsomt, hvad der kan udledes af anklageskriftet.

Det fremgår dog, at Lars Findsen er tiltalt for at have brudt sin tavshedspligt over for seks forskellige personer. Ifølge Politikens oplysninger er der tale om, at han har talt med sin kæreste, sin bror, sin dengang 84 år gamle mor, to journalister og en ven og tidligere kollega, der havde ledende stilling i politiet.

Han har, mener anklagemyndigheden, videregivet oplysninger, der er klassificeret som hemmelige. Det er formentlig oplysninger om kabelsamarbejdet mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og amerikanske NSA, som har givet amerikanerne lov til at foretage omfattende aflytning af telekabler, der går gennem dansk område.

Lars Findsen skal ifølge anklageskriftet også have videregivet »fortrolige oplysninger om et sikkerhedsbrud i Forsvarets Efterretningstjeneste og håndteringen heraf«.

Frifundet men aflyttet

Hele sagen begyndte, da en ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste aflyttede samtaler med sine chefer og kolleger og derefter afleverede optagelserne til Tilsynet med Efterretningstjenesterne. På baggrund af oplysningerne fra denne whistleblower besluttede regeringen i august 2020 at hjemsende Lars Findsen og fire andre ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Både Lars Findsen og de fire andre blev dog i december 2021 frifundet for at have gjort noget forkert, da tre landsdommere i en kommission havde undersøgt sagen. Men da var Lars Findsen få dage før blevet anholdt af politiets aktionsstyrke i Københavns Lufthavn, sigtet for at have afsløret statshemmeligheder under sin hjemsendelse.

Lars Findsen kom derefter til at sidde varetægtsfængslet i 71 dage, inden han i februar blev løsladt af Østre Landsret. Landsretten fandt, at der i seks ud af ni tilfælde var begrundet mistanke om, at Lars Findsen havde overtrådt straffelovens paragraf 109. Det skete på baggrund af omfattende aflytning af Lars Findsens telefon, private bolig i Gentofte og sommerhus.

I følge anklageskriftet skal Lars Findsen »i perioden fra august 2020 til december 2021«, hvor han var hjemsendt, have viderebragt hemmelige oplysninger til de to journalister. Statsadvokaten sætter dog kun i fire tilfælde præcise datoer – i maj, juni og august 2021 – på, hvornår det skulle være sket. Anklagemyndigheden har ikke ønsket at oplyse, hvor længe Lars Findsen blev aflyttet.

Familiesamtaler

Det fremgår derudover af anklageskriftet, at Lars Findsen tiltales for at have brudt sin tavshedspligt påskedag, søndag 25. april, fredag i Kristi Himmelfartsferien og ved en telefonsamtale grundlovsdag 5. juni 2021.

I de samtaler, som formentlig har kæresten, broderen og den 84-årige mor, skal Lars Findsen have videregivet oplysninger, som var klassificeret som hemmelige – formentlig om kabelsamarbejdet – samt oplysninger om »et konkret sikkerhedsbrud i Forsvarets Efterretningstjeneste og håndteringen af dette«.

Det sidste forhold drejer sig om en samtale onsdag 10. november 2021. På det tidspunkt var de tre landsdommere ved at være færdige med deres undersøgelse, som frifandt Lars Findsen, der har haft kendskab til, hvor det bar hen.

Han er således tiltalt for under dette møde at have videregivet de hemmelige oplysninger – formentligt om kabelsamarbejdet – men også for at have talt om samarbejdet med Tilsynet for Efteretningstjenesterne, »herunder den politiske håndtering af udfordringer i samarbejdet med tilsynet«, fremgår det af anklageskriftet.

Ingen tvivl om Findsens holdning

Lars Findsen har selv i en skriftlige redegørelse til pressen 28. juni været inde på, at han var sigtet for at have talt med sin familie og nære venner om »enkeltpersoner blandt beslutningstagere, såsom den tidligere forsvarsminister«.

»Og vi har selvfølgelig også været rundt om Statsministeriets nuværende departementschef, som jeg i øvrigt var chef for for mere end 20 år siden. Det var private samtaler i hjemmet, som ikke har noget med straffelovens § 109 at gøre (eller straffeloven i det hele taget). Alligevel har politiet under afhøring af bl.a. min familie spurgt ind til, hvad vi mente med udtalelser til hinanden om bl.a. disse personer«, skrev Lars Findsen, der tilføjede:

»Og det er klart, at mine rumaflyttede private samtaler i hjemmet med familie, kæreste og nære venner heller ikke har efterladt tvivl om, hvad jeg mente om regeringens samlede håndtering af tilsynssagen. Det vækker en bekymring i forhold til, hvilke motiver der reelt også kan ligge bag meget af det, der forgår i den samlede håndtering af denne her sag«.

Hans Davidsen-Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her