Ny dokumentar viser ifølge eksperter eksempler på omsorgssvigtede beboere, der ikke får opfyldt basale behov. Søren Pape kommer med plejehjemsudspil.

TV 2: Skjult kamera afslører svigt i helt basale behov på plejehjem

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En ny TV 2-dokumentar afslører ifølge eksperter omsorgssvigt på plejehjemmet Nørremarken i Køge.

Det skriver tv2.dk forud for, at dokumentarudsendelsen vises torsdag.

En tv-medarbejder har en periode været ansat på plejehjemmet og foretaget optagelser med skjult kamera.

Ifølge omtalen af programmet er der en række eksempler på, at beboere ikke får hjælp til helt basale behov som at få skiftet ble, få medicin og mad.

Der er også eksempler på beboere, som ligger mange timer i sengen uden at blive vendt eller hjulpet op.

En ansat på plejehjemmet står frem i dokumentaren og fortæller, at hun fire gange er gået til fire forskellige ledere på Nørremarken for at gøre opmærksom på problemerne.

Men det har ifølge plejehjemsmedarbejderen, Anne Andreasen, ikke ført til forbedringer.

Køge-borgmester Marie Stærke (S) siger til det regionale medie sn.dk, at hun selv fik en henvendelse for et år siden om muligt svigt på plejehjemmet.

Men der ikke er blevet lyttet tilstrækkeligt til advarslerne, siger borgmesteren.

»Dengang indskærpede vi arbejdsgangene på plejehjemmet, men det blev ikke fulgt. Det er jeg simpelthen så ked af. Det burde være fulgt tættere dengang. Det undskylder jeg for ikke er sket«, siger Marie Stærke til mediet.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) har set dokumentaren på forhånd.

Hun er dybt berørt over forholdene på plejehjemmet, siger hun til sn.dk.

»Jeg blev meget berørt af at se, hvordan svækkede og sårbare ældre, hvoraf nogle lever med demens, så langtfra får den værdige omsorg, som de skal have. Det er ikke sådan, vores ældrepleje skal være«, siger Astrid Krag.

Det er ikke første gang, at skjulte optagelser fra et plejehjem skaber røre.

Det skete også i 2020, da en TV 2-dokumentar gik tæt på forholdene på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Udsendelsen bragte billeder af den 90-årige Else Marie Larsen hængende i sin lift. Her jamrede hun i smerte, mens plejepersonale opfordrede hende til at lave afføring.

Det førte til en ophedet politisk debat, som endte med en velfærdsaftale til ældreområdet til 1,9 milliarder kroner.

Pape med udspil

»Der er ikke sket en dyt indtil nu«.

Sådan lyder det fra Søren Pape Poulsen, De Konservatives formand og statsministerkandidat, i forbindelse med dokumentaren. Derfor præsenterer De Konservative torsdag et plejehjemsudspil med ni forslag til at ’stramme op’ i ældreplejen.

Det inkluderer blandt andet en ny tilsynsmodel, hvor det skal være muligt for ansatte på plejehjem at bestille et ’uafhængigt straks-tilsyn, der kommer uanmeldt på besøg inden for 48 timer’.

Det uafhængige tilsyn skal være statsligt, og samtidig skal kommunernes egne tilsyn nedlægges.

Og står det til Søren Pape, skal straks-tilsynene kunne have stor indflydelse.

»Personligt så jeg gerne, at de simpelthen kunne komme, og hvis det ikke fungerer, skal de kunne rykke ind og overtage ledelsen af plejehjemmet, indtil der er styr på det«.

Et andet punkt i partiets udspil omhandler de kommunale plejehjems ledere. De skal i højere grad være en del af ældreplejen.

»Jeg synes fremadrettet, at det skal være et krav, at en plejehjemsleder skal have en del af sin arbejdstid, hvor man er en del af ældreplejen. Man skal væk fra kontoret, væk fra ringbindene og væk fra skærmen og ud at snakke med de ældre og se til sit personale«, siger Søren Pape.

Han forestiller sig, at plejehjemsledere ansættes på vilkår, der betyder, at i eksempelvis 25 procent af deres arbejdstid er de en del af den daglige drift.

»Jeg tænker, at når man er inden for det her fag, så ønsker man selvfølgelig at være tæt på de ældre, drage omsorg for dem, og se hvordan ens personale drager omsorg for dem«.

Generelt siger Pape, at der skal gøres ’noget radikalt anderledes’ på plejehjemmene. Og det handler ’mere om værdier, end det handler om penge’.

Af andre tiltag foreslår De Konservative blandt andet oprettelse af plejehjemsbestyrelser og udbredelse af en whistleblowerordning.

Torsdag holder Dansk Folkeparti desuden pressemøde om deres plejehjemsudspil.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her