To mænd er begge idømt 14 års fængsel for drab, narko og våben. En 56-årig mand blev frifundet for drabsdelen.

Prøveløsladt mand dræbte 35-årig med oversavet jagtgevær

Lyt til artiklen

To mænd på 34 og 35 år er mandag hver blevet idømt 14 års fængsel for drab, narko og våben. Det skriver lokalmediet jv.dk.

Dommen er faldet ved Retten i Sønderborg, der over en lang række retsmøder har behandlet sagen.

Både den 34-årige og 35-årige blev mødt af en straf på 14 års fængsel ved domsafsigelsen. De blev begge fredag kendt skyldige i drabet på den jævnaldrende Jesper Ehlers Andersen.

En 56-årig mand var også tiltalt i sagen, men blev mandag kun idømt tre års fængsel. Han blev fredag frifundet for at have været involveret i drabet, men blev kendt skyldig i narkohandel og brud på våbenloven.

Den 34-årige var netop kommet på fri fod få dage inden drabet. Han blev prøveløsladt fra en tidligere fængselsstraf.

I næste uge skal han ifølge jv.dk for retten i en sag om 13 forhold om våben, færdsel, tyveri og narko.

Jesper Ehlers Andersen blev dræbt den 2. juli sidste år tidligt om morgenen i en lejlighed i Damgade i Haderslev.

Han blev ramt af skud i hovedet affyret fra et oversavet jagtgevær. Derudover blev han stukket adskillige gange med knive.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her