Ifølge psykiatrien havde sigtet i sagen om skyderiet i Field’s brug for daglig støtte fra Københavns Kommune.

Sigtet ventede på hjælp fra kommunen op til skyderi i Field's

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

I næsten fire måneder op til skyderiet i indkøbscentret Field’s i København var den mistænktes sag parkeret i Københavns Kommune.

Det skriver TV 2 og Frihedsbrevet søndag på baggrund af blandt andet en fortrolig redegørelse af sagsforløbet.

Den 22-årige mand, der er sigtet for at have dræbt tre personer i forbindelse med skyderiet, var blevet henvist fra Hovedstadens Psykiatri til Københavns Kommune i begyndelsen af marts.

Han havde ifølge regionen brug for ’daglige støtteforanstaltninger’. Hjælpen blev vurderet at være nødvendig, for at han kunne håndtere sin autisme og være i stand til at gennemføre sin uddannelse.

Men ingen fra kommunen nåede at tage kontakt til den 22-årige mand, inden han 3. juli skød og dræbte tre personer og sårede yderligere fire i Field’s.

Kommunen vurderede, at den unge mands sag ikke var akut. I kommunens egen redegørelse af sagen fremgår det dog, at der blev begået fejl og var en »uhensigtsmæssig lang sagsbehandlingstid«.

Her fremgår også kommunens eget bud på, hvorfor sagsbehandlingen blev flere måneder lang.

Den afdeling, der skulle tage sig af sagen, var ifølge Københavns Kommune under pres og havde derfor ikke ressourcer til at modtage sager tilstrækkeligt hurtigt, skriver Frihedsbrevet.

Dagen efter, at kommunen modtog den 22-åriges sag, søgte kommunen om samtykke til at behandle mandens sag.

Kommunen ventede halvanden måned på samtykket. Samtykket var dog, ifølge redegørelsen, helt unødvendigt.

Herefter blev sagen lagt i en bunke med ikke-akutte sager.

Sagen blev blandt andet vurderet ikke-akut, da den 22-årige boede hos sin far og var tilknyttet en uddannelse. Derudover var han i medicinsk behandling og var screenet for psykoselidelse.

Der har tidligere været rejst kritik af Region Hovedstadens håndtering - eller mangel på samme – af den 22-åriges psykiske sygdom.

Således har en kortlægning foretaget af TV2 og Frihedsbrevet vist, at han forud for skyderiet i Field’s var blevet afvist af et specialiseret psykiatrisk tilbud på Amager.

TV 2 har forsøgt at få en interview med både den ansvarlige chef for området i Københavns Kommune og socialborgmester Karina Vestergård Madsen fra Enhedslisten. Ingen af dem ønsker at svare på spørgsmål. I en mail skriver vicedirektør i Socialforvaltningen i København, Mette Boskov Vedsmand, dog blandt andet:

»Sagsbehandlingen på ungeområdet i Socialforvaltningen har været presset af stor udskiftning blandt personalet og flere mennesker, som har brug for hjælp. Derfor har der været længere svartider hos os, og det har ikke været godt nok«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her