Blandt arbejdsgivere er der en betydelig modstand imod en forkortelse af universitetsuddannelserne. Sådan lyder det opsigtsvækkende resultat i en ny undersøgelse lavet af forbundet af jurister og økonomer, Djøf, hvor næsten 8 ud af 10 chefer svarer, at det vil medføre en forringelse, hvis kandidatuddannelsen forkortes.
Regeringen har bebudet, at længden på op mod halvdelen af alle kandidatuddannelser skal halveres, så det fremover kun skal tage et år at gennemføre en kandidatuddannelse i stedet for to år. Derved kan fremtidens studerende få udsigt til at komme hurtige ud af læsesalene og ind på arbejdsmarkedet.


























