En gerningsmand skal to gange på en måned have udsat en 11-årig dreng for seksuelle overgreb.

11-årig udsat for overgreb to gange – politi søger vidner

Billedet har ikke noget med den konkrete situation at gøre. Foto: Martin Lehmann
Billedet har ikke noget med den konkrete situation at gøre. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Nordjyllands Politi søger vidner, efter at en 11-årig dreng to gange på en måned er blevet udsat for et seksuelt overgreb på en sti i Hobro af en ukendt gerningsmand, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Overgrebene skete 15. november og 15. december. Gerningsmanden var begge gange den samme, men det er ikke lykkedes politiet at identificere manden. Derfor beder Nordjyllands Politi nu offentligheden om hjælp, siger politikommissær Carsten Straszek i pressemeddelelsen.

»Vi vil gerne opfordre alle borgere, der måtte have set noget eller have oplysninger, der kan bidrage til sagens opklaring, om straks at rette henvendelse til os på telefon 114«, siger han og kalder sagen dybt alvorlig.

Gerningsmanden har begge gange mødt drengen på stien mellem Hohøje og Smedevej i Hobro. Overgrebet, som skal være sket den 15. november, skete omkring klokken 16.

Her kom den ukendte gerningsmand kørende på et elektrisk løbehjul i sydlig retning.

Det andet overgreb skete den 15. december omkring klokken 14.30. Offeret befandt sig på samme sti, og da gerningsmanden ankom, lokkede han drengen hen til Hobro Boligforening i nærheden.

Her skete der ifølge politiet endnu et seksuelt overgreb.

Den mistænkte beskrives som en teenager eller ung mand mellem 13 og 20 år gammel. Han er brun i huden, almindelig af bygning, har sort hår og er omkring 170 til 180 centimeter høj.

I forbindelse med det første overgreb var den mistænkte iført en sort jakke med hætte, hvor der var grå pelskrave på hætten. Ved det andet overgreb havde han kun en langærmet T-shirt på og ikke en jakke.

Carsten Straszek understreger i pressemeddelelsen, at det er vigtigt for politiet at få den mistænktes identitet klarlagt, så han kan blive anholdt og afhørt.

Derfor opfordrer han også til, at borgere ringer, hvis de ved noget. Hellere en gang for meget end for lidt, lyder det fra politikommissæren.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her