Politiet vil forebygge flere hændelser, som de knivstikkerier, der er sket over juledagene i København.

Københavns Politi opretter visitationszone: »Alle borgere kan i princippet blive visiteret«

Lyt til artiklen

Efter flere knivstikkerier hen over juledagene opretter Københavns Politi visitationszoner på dele af Nørrebro og i Nordvest-kvarteret i København.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen gælder foreløbigt fra 29. december klokken 18 og indtil 5. januar 2023 klokken 18.

»Vi har desværre set fem knivstikkerier i et forholdsvis afgrænset område siden juleaften og har derudover taget en række personer med kniv i samme område. Det hverken kan eller vil vi acceptere, og vi har derfor etableret en visitationszone frem til torsdag efter nytår«, siger politiinspektør Tommy Laursen i pressemeddelelsen.

Visitationszonen skal lægge en dæmper på en anspændt situation og forebygge flere hændelser, lyder det videre fra politiinspektøren.

»Vi har valgt at indføre visitationszoner for at skabe tryghed i de områder, der er berørt og nævnt i det her. Og så skal det ses som et led i den forstærkede indsats, vi har lavet og ud fra det samlede billede, som vi har pt. i forhold til situationen i det her område«, siger Tommy Laursen.

Alle kan blive stoppet i visitationszonen

Zonen, hvori man kan blive stoppet frem til 5. januar, gælder Peblinge Dossering – Sortedam Dossering – Fredensgade – Tagensvej – Haraldsgade – Lersø Parkallé - Tuborgvej – Bispebjergvej – Orgelbyggervej – Rådvadsvej – Utterslevvej – Hareskovvej – Borups Allé – Bispeengbuen – Ågade – Åboulevard – Peblinge Dossering.

»Vi målretter vores indsats mod kriminelle, der går med kniv. Men reelt set så betyder en visitationszone, at man kan visitere alle inden for den zone – så alle borgere kan i princippet blive visiteret, og derfor er det faktisk et ret stort indgreb«, siger han og fortsætter:

»Men det er jo der, hvor vi rent politimæssigt gerne skulle kunne finde ud af at skelne mellem de almene borgere og dem, vi tilstræber. Vi går som udgangspunkt efter dem, vi kender som kriminelle«.

Politiet har tidligere meldt ud, at de vil være mere til stede i gadebilledet på grund af de fem knivstikkerier, som der er sket i København siden juleaften. Og det fortsætter de med at være, lyder det i pressemeddelelsen.

I er ikke bange for, at det kan skabe mere utryghed, hvis der er betjente i bybilledet?

»Nej, for det, vi hører fra borgerne, er, at de synes, det er tryghedsskabende, når vi gør det. Men det afgørende lige nu er, at vi ønsker at deeskalere den her situation«, siger Tommy Laursen.

Og det betyder, at beboerne i området trygt kan gå ned på gaden og se fyrværkeri nytårsaften, vurderer han.

»Det er hvert fald målet med det hele. Vi vil gerne skabe et normalbillede igen i det her område – og det skal være hurtigst muligt«.

Siden lillejuleaftensdag har der været seks knivstikkerier i København og på Frederiksberg. Politiet har tidligere meldt ud, at man efterforsker sagerne massivt. Politiet kan dog med sikkerhed sige, at sagen fra lillejuleaftensdag ikke er relateret til de yderligere fem sager.

Hvorvidt nogle af de fem andre sager har relation til hinanden, var onsdag for tidligt for politiet at sige. Københavns Politi oplyste dog i en pressemeddelelse, at ofrene var kendt af politiet i forvejen i de fem sager.

ritzau

Camille Landberger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her