Politiet er rykket ud til nyt tilfælde af knivoverfald i hovedstaden.

To personer er stukket ned på åben gade i København

Lyt til artiklen

To personer er blevet stukket med kniv på åben gade ved H.C. Ørstedsvej og Åboulevard i København mandag aften.

Jesper Schroll, efterforskningsleder ved Københavns Politi, oplyser natten til tirsdag omkring klokken 00.30, at de to personer er kommet i behandling, men er uden for livsfare.

Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 21.35, men det kniber stadig med overblikket over de samlede omstændigheder, siger Jesper Schroll.

Der er ikke anholdt nogen i sagen, og politiet kan desuden ikke give noget signalement af eventuelle efterlyste.

Det er heller ikke muligt at få oplyst, om knivstikkerierne har forbindelse til de seneste knivstikkerier, som har udspillet sig i hovedstaden.

Mellem jul og nytår indførte Københavns Politi en visitationszone netop på baggrund af flere tilfælde af knivoverfald i hovedstaden. Zonen omfatter dele af Nørrebro og Nordvest-kvarteret.

Indgrebet betyder, at politiet kan vende lommer på folk i et afgrænset område uden at have en begrundet mistanke.

Fra juleaften og de følgende dage skete der fem knivstikkerier, ligesom flere personer var blevet taget med kniv i områderne, oplyste politiinspektør Tommy Laursen 29. december.

»Det hverken kan eller vil vi acceptere, og vi har derfor etableret en visitationszone frem til torsdag efter nytår«, udtalte han i en pressemeddelelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her