Pernille Vermund, der har besluttet at træde tilbage som formand og ikke genopstille for Nye Borgerlige, er på mange måder en usædvanlig politikertype, der har overskredet og skubbet på de uskrevne regler for dansk politik, både i form og indhold.
Hun slog sig op på et forslag om at melde Danmark ud af konventionen om menneskerettigheder og alle andre internationale konventioner, der står i vejen for hendes stramme udlændingepolitik. Men hun har også vakt debat med sin form og udtryk, blandt andet da hun i Berlingske lod sig fotografere i en gennemblødt kjole på en strand i forbindelse med lanceringen af et politisk udspil.




























