Den sekssporede motortrafikvej på Bispeengbuen har været genstand for stor debat gennem årene, men hvis det står til et flertal på Københavns Rådhus skal dele af strækningen nedrives. Ambitionen er, at ruten, der blandt andet omfatter Åboulevarden, H.C. Andersens Boulevard og Amager Boulevard, bliver ført ned under jorden og skal erstatte den nuværende asfalt med grønne arealer på overfladen.
Mandag 30. januar mødes politikerne i Teknik- og Miljøudvalget for at drøfte sagen nærmere, og her skal de blandt andet se på, hvilke mulige løsninger, der kan realiseres. I en endnu ikke offentliggjort dagsorden for Teknik- og Miljøudvalgets møde 30. januar, som Tv 2 Kosmopol har fået indsigt, kan man se to mulige løsninger.
Den ene løsning er to korte tunneler uden afkørsel, som man regner med vil koste 5,5 milliarder kroner. Løsning to er en lang tunnel med afkørsler, som vil koste 10,5 milliarder kroner. Der estimeres, at det vil tage henholdsvis syv og otte år at bygge.
Ifølge Lars Weiss (S), som er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, skal projektet finansieres af Københavns Kommune, Staten og eventuel salg af byggerettigheder på noget af det areal, som bliver fjernet i forbindelse med nedrivningen.
»De foreløbige tal er et slag på tasken. På mandag kommer vi nærmere, hvad de prismæssige konsekvenser af projektet bliver, og så skal vi finde ud af, hvorvidt projektet overhovedet skal realiseres.«
Skabes der kaos et andet sted?
Projektet blev sat i gang med Budget 2021, hvor Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Venstre og Fremad at afsætte 4,5 millioner kroner til en foranalyse.
Forvaltningen er kommet frem til de mulige løsninger, som politikerne skal vælge mellem, men de har endnu ikke undersøgt, hvilke konsekvenser som kan opstå i forbindelse med projektet. En af de ting, som især bekymrer er biltrafikken, som kan opstå i de år, projektet forventes at tage.
Ifølge Lars Weiss er det noget, de vil tage højde for.
»Det er spørgsmål, vi stiller os selv, altså hvilke konsekvenser vil det have for den eksisterende trafik, og kan vi risikere at flytte trafikken hen til mindre beboelsesgader og dermed skabe kaos«, siger Lars Weiss.
Konsekvenserne er nogle af de ting, som ikke bliver nævnt i foranalysen. Og tager man højde for det, mener Lars Weiss, at den første løsning lyder mere realistisk.
»Løsning et er lettere at håndtere, fordi det er to korte tunneler, og dermed er det ikke hele strækningen, som er lukket ned i otte år.«
Ambitionen med projektet er at flytte biltrafikken under jorden, så den ikke generer, og på den måde kan byrummet bruges til noget mere spændende, ifølge Lars Weiss.
Men selvom Lars Weiss er positivt stemt over for projektet, og han håber, de får grønt lys, skal det ikke være for enhver pris.
»Hvis det viser sig at blive fuldstændig uoverkommeligt økonomisk, og hvis det viser sig, at infrastrukturen i København bryder sammen i de år, så bliver min kærlighed til projektet markant mindre«, siger Lars Weiss.
På mandag 30. januar mødes politikerne for at drøfte sagen nærmere, og her finder de ud af om, projektet bliver til noget og hvorvidt det bliver løsning 1 eller løsning 2, de går videre med.
fortsæt med at læse




























