Tidligere afslag på asyl til piger og kvinder fra Afghanistan vil blive taget op igen.

Flygtningenævn ændrer kurs og giver asyl til kvinder fra Afghanistan

Hvis kvinder fra Afghanistan flygter fra Taleban og søger asyl i Danmark, vil de automatisk få det baseret alene på deres køn, oplyser Flygtningenævnet, der dermed ændrer praksis. Foto: Omer Abrar/Ritzau Scanpix
Hvis kvinder fra Afghanistan flygter fra Taleban og søger asyl i Danmark, vil de automatisk få det baseret alene på deres køn, oplyser Flygtningenævnet, der dermed ændrer praksis. Foto: Omer Abrar/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Afghanske kvinder og piger vil nu få asyl i Danmark alene på grund af deres køn, oplyser Flygtningenævnet, som ændrer praksis og genoptager sager. Afgørelsen er truffet på et ekstraordinært møde i nævnets koordinationsudvalg mandag.

Årsagen er en ny rapport. Den viser, at blandt andre kvinder og piger i Afghanistan behandles på en måde, som udgør forfølgelse i flygtningekonventionens forstand. Med kursændringen slår de danske myndigheder ind på samme praksis som i Sverige.

Tidligere har Flygtningenævnet givet afslag på flere afghanske kvinders ansøgning om asyl. Siden 16. august 2021 har cirka 10 fået afslag, og disse sager vil nu blive genoptaget, oplyser nævnet mandag. Den nye praksis får aktuelt betydning for fem andre sager, som er under behandling.

Desuden har Flygtningenævnet besluttet at gennemgå cirka 30 sager om mandlige afghanske statsborgere, som har fået afslag på asyl siden Talebans magtovertagelse i august 2021. Nævnet vil vurdere, om der er grundlag for at genoptage disse sager i lyset af oplysninger i den nye rapport fra European Union Agency for Asylum. Den handler nemlig ikke udelukkende om forholdene for kvinder og piger i landet. EUAA konkluderer i rapporten, at kvinder og piger generelt er i risiko for forfølgelse i Afghanistan.

I Sverige besluttede myndighederne i december sidste år, at alle kvinder og piger fra Afghanistan skal anerkendes som flygtninge, skrev dagbladet Information lørdag. I december ønskede Flygtningenævnet ikke umiddelbart at slå ind på samme linje. Man ville fortsætte en konkret og individuel behandling af sagerne. Men det skulle ske under en såkaldt lempet bevisvurdering.

I Information lørdag sagde asylchef i Dansk Flygtningehjælp, Eva Singer, at hun savnede en juridisk forklaring på, hvorfor ikke enhver afghansk kvinde skulle have asyl.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her