Ofret, en teeanger, er alvorligt tilskadekommen og kørt til Rigshospitalet efter knivstik på Nørrebro.

17-årig dreng stukket ned på Nørrebro

Lyt til artiklen

Lørdag aften er Københavns Politi rykket ud til et knivstikkeri på Sigurdsgade på ydre Nørrebro.

Det siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Simonsen til Ritzau.

»Forurettede er stukket flere gange«, siger han.

Ofret er blevet kørt til Rigshospitalet.

Vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Stormer, oplyser til Politiken, at der er tale om en 17-årig ung mand, som er tilført stiksår. Klokken 20.15 oplyser politiet til Ritzau, at ofret er udenfor kritisk tilstand.

»Jeg har ikke nærmere oplysninger. Vi efterforsker omstændighederne og er ved at danne os et overblik i området«, siger vagtchefen.

Der har i de seneste måneder været en række knivstikkerier i København. Men ifølge Henrik Stormer kan politiet ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvorvidt knivstikkeriet i Sigurdsgade er banderelateret eller har nogen forbindelse med tidligere tilfælde på Nørrebro i december og januar.

På baggrund af knivstikkerierne valgte politiet den 29. december at indføre en såkaldt visitationszone på dele af Nørrebro og Nordvest. I zonen kan politiet uden at have nogen konkret mistanke kropsvisitere folk og ransage køretøjer.

Visitationszonen blev forlænget og udløb igen 19. januar.

Frank Hvilsom

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her